Glastnost og åbenhed blæser gennem Region Syddanmarks hovedsæde i Vejle, endnu inden regionsrådet for alvor er kommet i gang med sine møder.
I stedet for at klare alle forhandlinger og forlig bag lukkede døre og først lade vælgere og andre borgere høre med, når det er for sent, vil regionsrådet forsøge at holde hele processen åben og demokratisk.
»Vi får nu en model, hvor arbejdet med en sag begynder i regionsrådet. Det bliver her og ikke i lukkede udvalg, der skal tages hul på debatten. Og det bliver også her, at der skal træffes beslutninger,« siger odenseaneren Jørgen Bundsgaard (S), der er formand for et udvalg, der har arbejdet med de kommende spilleregler.
Carl Holst er enig
»Vi vil have en reel dialog og ikke et magtfuldt og lukket forretningsudvalg, som der er ellers er mulighed for i lovgivningen. Resultaterne skal ikke være givne på forhånd. Vi vil hellere gøre brug af en åben arbejdsform, der giver borgerne mulighed for at deltage i debatter og følge beslutningsprocessen,« siger Jørgen Bundsgaard.
Formanden for regionsrådet, Carl Holst (V), peger på, at den nye styrelsesvedtægt gør Region Syddanmark unik.
»Alle debatter skal tages i regionsrådet, hvor samtlige 41 medlemmer af rådet kan være med. Det gør os anderledes end de andre regioner, fordi vores ambition mere tydeligt er, at borgere og interesseorganisationer får mulighed for tidligt at blive inddraget i processen,« siger Carl Holst.