- Rigshospitalet skal have en ny bygning. Den koster 900 millioner kroner. Herlev Hospital skal have nyt apparatur, det koster mellem 55 og 75 millioner. Derudover skal Hvidovre Hospital have en reel kræftafdeling og afdelingen på Hillerød Sygehus skal forbedres kraftigt. Det ved vi endnu ikke, hvad koster. Desuden er det nødvendigt, at alle afdelingerne får de nyeste, moderne skannere.
Hvis Region Hovedstaden skal kunne opfylde de nye krav fra landspolitikerne om akut kræftbehandling, skal der massive investeringer til. Det fastslår regionrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).
Hun mener, at regeringen hele tiden stiller krav og udarbejder rapporter og kræftpuljer, der kræver en masse tid fra kræftbehandlerne, som de i stedet kunne bruge på at behandle patienter.
Fra 2000 til 2007 har der for eksempel været udarbejdet 23 stråleterapi-rapporter og været 24 forskellige kræftpuljer, som lægerne har skulle bruge tid på.
- Vi vil så gerne lave akut kræftbehandling, men det kræver altså handling og økonomisk vilje, ikke mere snak, siger Vibeke Storm Rasmussen.
Selvom regionen skulle få bevilget de ønskede midler, tør hun endnu ikke sætte dato på, hvornår regionen vil kunne opfylde de nye krav om behandling af alle kræftpatienter senest to dage efter at deres kræftsygdom er diagnostiseret.