Ansatte i sundhedsvæsenet skal ikke bruge ét minut mere på administrative opgaver end højst nødvendigt.
Det siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen, til den kritik, der i disse uger lyder fra offentligt ansatte samlet i græsrodsbevægelsen "Tag faget tilbage".
- Man skal kun registrere det, der har betydning for kvaliteten over for patienten. Vi skal være meget stålsatte i, at registrering ikke må tage tiden, hvis det ikke rent fagligt har en mening, siger han til Newspaq.
På en ny Facebook-side siger fagfolk fra og gør oprør mod det, de kalder myndighedernes tiltagende kontrol og bureaukrati. Bent Hansen forstår godt frustrationerne.
- Selvfølgelig er der mange ting, der skal registreres, så man er sikker på, at man giver viden videre til næste fagperson f.eks. hjemmesygeplejen. Men den viden, der gives videre, skal bruges og give mening, siger Bent Hansen.
Initiativtager til den nye bevægelse er praktiserende læge Peter Wied, der påpeger, at op imod 75 procent af en læges og sygeplejerskes tid går med opgaver, der ikke er direkte patientrelateret.
Løsningen er ifølge Bent Hansen at gå alle områder igennem med en tættekam.
- Vi har ikke brug for festtaler. Vi har brug for konkrete eksempler og et benhårdt arbejde for i fællesskab at nå det mål, at vi skal reservere personalets tid til det, der er fagligt relevant i forhold til patienterne, siger Bent Hansen.
- Man kan aldrig erstatte fagligt ansvar med kontrol. Vi skal have tillid og ansvarlighed tilbage. Derfor vil jeg gerne være konkret og spørge: Hvad er de første 10 registreringer, vi afskaffer? Og efter de første 10, så tager vi de næste 10, siger han.
Newspaq