Regionerne kunne sagtens skille sig af med op imod 400 medarbejdere.
Det er kernen i en analyse fra revisionsfirmaet Deloitte, det skriver Jyllands-Posten mandag for sin forside.
"Det interessante i rapporten er, at de viser en betydelig gevinst i regionerne, hvis de lærer af hinanden, og de mindre gode regioner gør som de bedre. Det vil f.eks. kunne give flere ressourcer til det, der virkelig betyder noget på sundhedsområdet, flere undersøgelser og operationer," siger kontorchef Lars Frelle-Petersen fra Finansministeriet.
Det er altså rationaliseringer, der er vejen frem for det offentlige, hvis de vil spare kroner og øre.
Samtidig kører Børsen en historie i samme spor.
Her fortæller avisen om en opgørelse fra den liberale tænketank Cepos, der viser, at antallet af offentlige ansatte er steget med 18.000 personer fra tredje kvartal 2008 til andet kvartal i 2009.
Samtidig er antallet af ansatte i det private faldet med 91.000 personer.
"Hvis udviklingen fortsætter, så får vi et kæmpe problem i den private sektor, som vil få ekstra svært ved at skaffe arbejdskraft, når der igen kommer gang i den økonomiske aktivitet," siger arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, til Børsen.
I starten af 2009 var 836.000 personer ansat i det offentlige.