Det lignede næsten, at alle muligheder for at forhandle sig ud af den syv uger lange strejke blandt sygeplejersker og andet sundhedspersonale på sygehusene, var udtømte. Men nu har formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), besluttet sig for at gøre et sidste forsøg.
Det oplyser Danske Regioner til DR Penge.
- Nu har jeg sendt en mail til Connie Kruckow og foreslået hende, at vi skulle mødes igen en sidste gang her fem minutter i 12. Hun har fået svarfrist til på søndag, siger Bent Hansen til DR Penge.
Løsning haster
Regionsformanden lægger ikke skjul på, at en løsning haster. Flere cheflæger fra regionernes hospitaler har de seneste dage advaret om, at konflikten nu har varet så længe, at den risikerer at koste menneskeliv.
- Umiddelbart synes situationen at kalde på hurtig handling og ansvarlighed. Jeg synes stadig, at det vil være at foretrække, hvis forhandlingsparterne selv påtager sig dette ansvar. Her to minutter i tolv skal det ikke skorte på vores vilje til at nå en forhandlingsmæssig løsning med Sundhedskartellet, skriver Bent Hansen i en pressemeddelelse.