Arbejdsmiljøet på danske sygehuse er mange steder så sygt, at også patienternes helbred kan forværres.
I alt konstaterede Arbejdstilsynet i 2009 73 pct. flere arbejdsmiljøproblemer sammenlignet med 2008, hvilket har fået eksperter og patientforeninger til at rette en hård kritik mod regionerne.
Avisen.dk har i dagevis forgæves forsøgt at få et svar fra Danske Regioners formand, Bent Hansen, der er øverst ansvarlig for sygehusdriften.
Men regionsrådsformand og formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman (S) svarer gerne.
Hvorfor sløser sygehusene med arbejdsmiljøet?
"Vi erkender, at det er ikke godt nok, men regionerne er presset på ressourcerne, så i nogle tilfælde har man prioriteret behandling af patienterne på bekostning af arbejdsmiljøet. Der har altså ikke været den rigtige balance," erkender hun.
Hun siger, at garantier og cancerpakker indført af regeringen har været medvirkende til presset.
"Det større pres på sundhedsvæsenet og en forældet bygningsmasse har betydet, at Arbejdstilsynet har kunnet tildele en række sygehuse sure smileys. Men det er ikke en god undskyldning. De enkelte sygehusledere har ansvar for, at arbejdsmiljøet er i orden," siger hun.
Bør regionerne, som Arbejdstilsynet foreslår, i højere grad træde i karakter og koordinere arbejdsmiljøindsatsen centralt.
"Vi er allerede i gang. Vi opprioriterer området og har igangsat et større stykke arbejde med videndeling og videnspredning. Med der findes ikke altid snuptagsløsninger for ofte vedrører et arbejdsmiljøproblem ikke kun ét sygehus," svarer hun.