De to længe ventede flagskibe i regeringens bebudede sejlads mod grøn omstilling af Danmarks økonomi er stødt på grund.
Klima- og energiminister Martin Lidegaards (R) klimaplan og miljøminister Ida Aukens (SF) ny ressourcestrategi er igen udskudt, siger kilder til Information.
Det er angiveligt regeringstoppens vedvarende prioritering af de nære økonomiske udfordringer, der spænder ben for de grønne planer.
Begge udspil er helt centrale i det grønne projekt, Helle Thorning-Schmidts (S) regering forpligtede sig på i regeringsgrundlaget fra oktober 2011.
Klimaplanen, der med et katalog over politiske tiltag skal anvise mulighederne for at nå regeringens ambition om 40 procent CO2-reduktion i 2020, har været ventet siden nytår.
- Vi sagde, at vi ville komme med en klimaplan ved udgangen af 2012. Det har vi ikke nået, men det er ikke første gang i historien, at et så omfattende arbejde forsinkes, siger Martin Lidegaard til Information.
Ifølge Informations oplysninger er det usandsynligt, at klimaplanen kommer på denne side af sommerferien. Den oplysning vil ministeren dog ikke bekræfte.
- Jeg satser på at kunne præsentere en klimaplan inden sommerferien, siger han.
Ida Aukens ressourcestrategi er bebudet som "et markant paradigmeskift", hvor stadig mindre affald skal ende i forbrændingsanlæggene, og mere skal nyttiggøres som råstoffer via skærpede mål for genanvendelse.
Nu erfarer Information, at strategien først kommer efter sommerferien. Ligesom klimaplanen forsinkes færdiggørelsen af ressourcestrategien af regeringens økonomiudvalg, der har finansminister Bjarne Corydon (S) for bordenden.
Her er det ugentlige møde flere gange blevet aflyst eller de grønne planer taget af dagsordenen på grund af, hvad der opfattes som vigtigere sager, senest vækstpakken.
/ritzau/