Mens regeringen gør klar til at sænke integrationsydelsen i forhandlinger om finansloven med Dansk Folkeparti, viser et internt regeringsnotat, at grundloven lægger hindringer i vejen.
Derfor rammer regeringens ønskede nedsættelse ikke alle de ca. 20.000 personer, der i dag modtager integrationsydelse, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Personer uden børn vil ikke få nedsat deres ydelse. Og personer eller par med børn vil først få beskåret ydelsen, når de efter tre år har optjent tilstrækkelig med penge via børnechecken til at kompensere for nedsættelsen.
Regeringen skriver i notatet, at formålet er at "sikre, at rådighedsbeløbet i de første år ikke bliver uforholdsmæssigt lavt".
Ifølge professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter er det udtryk for, at regeringen ellers risikerer at komme i karambolage med grundlovens bestemmelse om, at borgere har ret til forsørgelse fra det offentlige, hvis de ikke kan forsørge sig selv.
- Jeg opfatter klart formuleringerne i notatet, som at regeringen vil sikre, at rådighedsbeløbet i de første år ikke kommer under det eksistensminimum, der er krævet efter grundlovens paragraf 75 stk. 2, siger Jens Elo Rytter til Jyllands-Posten.
Regeringen vil sænke integrationsydelsen for at øge tilskyndelsen til at arbejde og forbedre integrationen. For en enlig med børn betyder det, at ydelsen efter tre år i Danmark sættes ned fra 11.993 kr. om måneden til 9993 kr.
For et par med børn foreslår regeringen at nedsætte den samlede integrationsydelse fra 16.786 kr. om måneden til 14.786 kr.
Dansk Folkeparti mener principielt, at udlændinge i Danmark slet ikke bør være omfattet af grundloven, men accepterer, at den gældende juridiske opfattelse er, at grundloven også gælder for eksempelvis flygtninge.
- Derfor har vi en politik om at barbere ydelserne så langt ned som muligt,« siger partiets udlændingeordfører Martin Henriksen.
Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har ikke ønsket at lade sig interviewe om integrationsydelsen, men har tidligere fastslået, at ydelsen er for høj.
/ritzau/