En lang dags forhandlinger i statsministerboligen på Marienborg udmøntede sig lørdag ikke umiddelbart i et nyt grundlag for en trepartiregering bestående af Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.
Men meget tyder på, at den nye regering er tæt på at være en realitet.
Cirka klokken 18.30 forlod den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, forhandlingerne.
Han forsikrede, at alt fortsat peger i retning af en ny regering.
- Vi er ikke færdige. Det går godt, og jeg synes, at der er positive takter. Vi er tæt på.
- Det har været en lang dag, og der er nogle ting, vi skal arbejde videre på, sagde formanden på vej ud gennem porten i en taxa.
Søren Pape Poulsen fortalte også de ventende journalister, at forhandlingerne fortsætter søndag formiddag.
Cirka tre kvarter senere var det Liberal Alliances leder, Anders Samuelsens, tur til at give sin vurdering af dagens forhandlinger.
- Nu begynder det at tegne rigtig godt. Der er stadig nogle hjørner, vi skal have på plads, og det får vi gjort i morgen.
- Vi er ved at være tæt på. Man kunne da håbe på, at vi kan præsentere noget i morgen, men der er ingen garanti, før vi er helt færdige, sagde han.
I alt har syv personer deltaget i forhandlingerne lørdag. Foruden Pape Poulsen og partifællen Brian Mikkelsen har Liberal Alliance været repræsenteret ved Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll.
Regeringen stiller foruden statsminister Lars Løkke Rasmussen med finansminister Claus Hjort Frederiksen og udenrigsminister Kristian Jensen.
Tidligere på dagen var også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, forbi forhandlingslokalerne.
Han fortalte bagefter, at han var blevet orienteret om forhandlingerne, men at hans parti ikke har nogen aktier i det kommende regeringsgrundlag.
- Vi står frit i forhold til de kommende forslag. Derfor kan vi kæmpe vores kamp for Dansk Folkepartis synspunkter, sagde DF-lederen ved den lejlighed.
/ritzau/