Skal vi vælge den økonomiske ansvarlighed eller den billige valgkampsretorik?
Det spørgsmål må beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) have debatteret ivrigt i disse dage, hvor de netop har afvist Socialdemokraternes forslag om at sætte en bredt funderet skattereform til diskussion.
Mens de økonomiske vismænd har fastslået, at skattestoppet er direkte uholdbart på lang sigt, så lover regeringen, »at skattestoppet er kommet for at blive« og skal holde mindst til 2015. Der er i virkeligheden tale om et permanent skattestop, hvor den økonomiske ansvarlighed klart tilsidesættes.
Virkeligheden er, at den nuværende skattepolitik udgør en massiv forhindring for miljøet, for sundheden og på lang sigt for den danske velfærd.
Det er således Danmarks fremtid, som regeringen spiller hasard med ved at nægte den politiske diskussion. De årlige begrænsninger af prisen på alkohol, tobak, energi, miljø betyder reelt, at det fortsat bliver billigere at forurene miljøet og billigere at leve usundt. Og samtidig konkluderer de økonomiske vismænd, at regeringens infleksible skattepolitik vil betyde, at statens indtægter gradvist bliver udhulet af inflationen – hvis regeringen får lov til at fortsætte med deres permanentet skattestop de næste mange år, så vil vi ikke have råd til at opretholde vores nuværende velfærdsniveau.
Socialdemokraterne har med deres seneste forslag vist viljen til en reel fremtidssikring af velfærden, frem for regeringens overflødige ideologiske skattelettelser, der sandsynligvis vil føre til overophedning. Det handler om et bredt forlig og en økonomisk ansvarlighed, der kan bringe skatten ud af regeringens krampagtige spændetrøje. Hvorfor vil det borgerlige Danmark ikke tage en åben og ærlig debat om skatten?