Danmark skulle ud af krisen og undgå massiv arbejdsløshed ved at bygge skoler og veje og renovere kloakker.
Det var finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) plan, men planen er slået fejl, skriver Politiken.
Tal fra Finansministeriet viser nemlig, at det kun er lykkedes at få sat gang i en tredjedel af de planlagte offentlige investeringer til renovering og byggeri.
Resultatet er en ledighed, der er 5.000 personer større end det mål, ministeren satte sig i 2009.
Økonomisk vismand Michael Rosholm siger, at regeringens politik langtfra er optimal og hæfter sig ved, at de offentlige budgetter er skredet, uden at man har fået gang i mere offentligt byggeri og renovering
"Med mere vægt på offentlige investeringer kunne man have fået varig infrastruktur og den nødvendige midlertidige effekt på beskæftigelsen i krisen, men når det offentlige forbrug bare stiger over en bred kam, bliver det vanskeligere at få økonomien tilbage på sporet," siger han til Politiken.