For tiden gnider de sig ekstra meget i hænderne på de private hospitaler. Og de er i fuld gang med at rede op til de mange nye patienter, der kommer, når regeringens nye ventetidsgaranti på kun en måned træder i kraft til oktober.
Garantien betyder, at hvis ikke de offentlige sygehuse kan tilbyde behandling af eksempelvis åreknuder, brok eller et dårligt knæ efter en måned, så er man i sin gode ret til at vælge et dyrt ophold på privathospital eller et hospital i udlandet på det offentliges regning.
Manøvren er typisk for taktikeren Anders Fogh Rasmussen (V). Umiddelbart ser det jo skønt ud, og han vil helt sikkert sidde og prale med, at ventetiden er nedbragt. Men i virkeligheden er det sørgeligt, at det offentlige sygehusvæsen skal undermineres, for at regeringen kan ride en ideologisk kæphest om mere privatisering.
Sagen er jo, at det vil koste sygehusene urimeligt mange penge og kæmpe anstrengelser, hvis de skal leve op til garantien. En garanti, som i virkeligheden er overflødig for langt de fleste mennesker med mere eller mindre banale lidelser. Pengene kunne være brugt langt bedre, hvis de blev sat ind på at nedbringe ventetiden der, hvor det virkelig betyder noget. For eksempel på kræftbehandlingen. Under påskud af at ville patienterne det godt bruger regeringen i stedet skatteydernes penge som indirekte tilskud til privathospitalerne.