Andelen af indvandrere og efterkommere i 37 udsatte boligområder er steget med 2,8 procent, siden regeringen for fem år siden lovede, at der skulle skabes en mere afbalanceret beboersammensætning.
Ti af områderne har fået færre indvandrere, fem holder status quo, mens et flertal på 22 har fået flere indvandrere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Den forhenværende formand for regeringens særlige ghettopanel, Jørgen Nue Møller, siger, at regeringen har været for passiv, siden den indførte kombineret udlejning, som gør det muligt at sætte bl.a. arbejdsløse bagerst i boligkøen.
"Ellers har den stået og ventet. Og det synes jeg, den stadig gør," siger han.
Det skader integrationen, at der er ikke er flere etniske danskere i ghettoerne.
"Hvis man skal have en chance for at blive en del af det danske samfund, så skal man også møde nogle danskere. Og hvis man skal lære dansk, er det vigtigt, at man også går i skole med danske børn," siger Jørgen Nue Møller.
Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, kan godt forstå beklagelserne i regeringens ghettoudvalg.
"Nu fortæller tallene jo meget tydeligt, at regeringen har fejlet. Og udvalget har beklaget, at alle de gode forslag slet ikke er blevet taget alvorligt. Vi har et stort integrationsproblem, og regeringen læner sig bare tilbage," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hvis ghettoproblemerne skal løses, så koster det penge, siger Henrik Dam Kristensen.
"Områderne skal gøres mere attraktive. Mange steder skal der nok renoveres eller måske oven i købet rives noget ned. Man skal føre en politik, så beboersammensætningen kommer til at ligne resten af Danmark. Det er ikke noget, man gør fra den ene dage til den anden," siger han.