I dag fremlægger VK-regeringen den økonomiske spareplan, der skal skaffe 24 milliarder kroner og redde Danmarks økonomiske problemer.
Planen, der ifølge flere medier kommer til at hedde "Genopretningspakken", vil blive præsenteret på et pressemøde klokken 11.30 i Statsministeriet.
"Det er da komisk, at man vælger og kalde det for en genopretningspakke, når regeringen har siddet med magten i otte år," siger Ole Sohn, gruppeformand i SF, til TV 2 News.
Som det ser ud lige nu, vil regeringen fastfryse overførselsindkomsterne.
Dermed vil kontanthjælp og pensionerne ikke stige i takt med at brød og ost bliver dyrere.
Det har tidligere fremgået af regeringens planer, at man vil skære fire milliarder i kommunerne. Men det har støttepartiet Dansk Folkeparti afvist at støtte. Derfor menes det, at regeringen i stedet vil spare halvanden milliard kroner på ulandsbistanden for at imødekomme Dansk Folkeparti.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samlede tirsdag aften ekstraordinært ministrer fra Venstre og De Konservative. Ved mødet lagde de sidste hånd på planen, her blev det ifølge Berlingske Tidende besluttet, at planen også vil komme til at indeholde en fastfrysning af overførselsindkomster.
Der er 200.000 danskere på overførselsindkomster.