Med et nyt energiudspil vil regeringen gøre det langt billigere at tænde elapparaterne hjemme i stuen. Det skriver Politiken torsdag.
Ifølge regeringsnotater, som Politiken kender indholdet af, vil regeringen sænke elafgiften med 25 øre. Dermed lander den på 66 øre per kilowatt-time.
Regeringen har regnet på udgifterne for en husstand med to voksne og to børn i et hus på 150 kvadratmeter, der årligt bruger 4000 kilowatt-timer. De vil spare cirka 1000 kroner på elregningen hvert år.
Den lavere elafgift er en central del af regeringens energiudspil med titlen "Energi - til et grønt Danmark". Det præsenteres torsdag formiddag i Statsministeriet.
Afgiftssænkelsen skal indfases fra 2019 til 2025. Den vil ifølge eksperter fra energibranchen koste statskassen i omegnen af halvanden milliard kroner om året, når den er fuldt indfaset.
Internt i regeringen har der været uenighed om netop nedsættelsen af elafgiften.
Liberal Alliance har presset på for at få så store nedsættelser som muligt. Det Konservative Folkeparti og Venstre har ønsket at bevare en grønnere profil, så det ikke kom til at ligne et skatteudspil mere end et energiudspil.
- Prisen på grøn energi er blevet billigere, og derfor bør et nyt energiudspil komme forbrugerne til gode, siger Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, til Politiken.
Regeringen har også meldt ud, at den vil sænke afgiften på elvarme med yderligere cirka 15 øre per kilowatt-time.
- Det er sund fornuft. Vores høje afgifter på elvarme og almindelig el er reelt en showstopper for den grønne omstilling.
- Det gør, at det i nogle tilfælde bedre kan betale sig at skrue op for oliefyret i stedet for at tænde for elradiatoren, lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).
/ritzau/