Undervisningsminister Tina Nedergaard vil åbne op for at fjerne det loft på 28, der lige nu er på folkeskolens klassestørrelser.
Hele dagen har forslaget modtaget kritik fra Lærerforeningen, Elevforeningen og fra oppositionens side.
En af kritikkerne er den Socialdemokratiske undervisningsordfører Christine Antorini.
"Vi må diskutere, om der her er en spareøvelse eller et pædagogisk løft af folkeskolen. Tine Nedergaard siger, at det er for at løfte fagligheden. Men det løfter ikke fagligheden at proppe flere elever i klasserne, så der er mindre lærertid per elev," siger Christine Antorini til Newspaq.
Hun påpeger, at så længe, der ikke bliver ansat flere lærere, vil større klasser gå ud over børnenes læring.
Socialdemokraterne og SF vil derimod give folkeskolen et kvalitetsløft og sætte et maksimum på 24 elever per klasse.