Virksomheder kan godt begynde at glæde sig til lavere skat. Regeringen har planer om at sætte selskabsskatterne ned, skriver Børsen.
Regeringen vil ifølge avisens oplysninger i denne eller næste uge præsentere et skatteindgreb, der med stor sandsynlighed sænker selskabsskatten. Skatten kan lettes med to-tre procentpoint, svarende til tre-fem milliarder kroner, lyder vurderingen i avisen.
»Det vil uden tvivl have en god markedsføringsmæssig værdi for Danmark. Når investorerne sammenligner skatteforholdene i Danmark med andre lande er det i udstrakt grad den procentsats, de kigger på,« siger partner i PricewaterhouseCoopers skatteafdeling, Torben Wolsted. DNY