Regeringen vil luge ud i forbrugermærker

Der er for mange forbrugermærker, og folk ved ikke, hvad de står for. Derfor vil regeringen begrænse antallet.

Økomærket, Svanemærket, A-mærket - der skal ryddes op i junglen af forbrugermærker, mener regeringen. Et politisk flertal er klar til at luge ud i mærkerne og gøre det nemmere for forbrugerne at vælge de rigtige produkter.

I første omgang vil regeringen bede Forbrugerrådet gennemgå de 20 mest almindelige mærker, oplyser DR Nyheder.

- Vi skal lave en undersøgelse af de mærker, så vi kan være sikre på, at de lever op til forbrugerombudsmandens retningslinjer, siger Lotte Rod, fødevareordfører for De Radikale.

På længere sigt skal der ryddes op i mærkerne, og det kommer til at indgå i en forbrugerlovpakke, som regeringen ventes at præsentere inden for få uger.

- Målet er, at det skal være nemt at være forbruger, understreger Lotte Rod.

Det optimale ville være ét eneste mærke, der sikrer både sundhed, miljø, dyrevelfærd og så videre, tilføjer hun.

Hvis nogle af mærkerne ikke lever op til kravene, bør forbrugerombudsmanden kontakte virksomheden bag mærket, fastslår Lotte Rod.

Forbrugerrådet er glad for forslaget, fordi mange forbrugere ikke ved, hvilke mærker de kan stole på, forklarer afdelingschef Vagn Jelsøe.

- Det er helt centralt, at mærkerne giver den information, vi kan stole på. Og det vil vi gerne medvirke til at gennemgå, siger han.

Vagn Jelsøe understreger, at hovedproblemet ligger hos de ikke-statslige organisationer, der laver deres egne mærker.

- Folk kan ikke huske så mange mærker, og så har de ingen betydning. Mærkerne skal være til at huske. Man skal vide, hvad de står for, når man ser dem, siger afdelingschefen til DR Nyheder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.