Regeringen har været i Vejle i sine bestræbelser på at suge viden til sig, om hvordan det kan blive muligt at lave bedre service for syge og ældre. Det sker som et led i regeringens kvalitetsreform, som har til formål at lave bedre kvalitet generelt i den offentlige service.
»Vi vil lave særlige patientnetværk for folk med livstruende sygdomme. Det vil vi, fordi vi er blevet overbeviste om, at det er godt at udveksle erfaringer med andre i en lignende situation. Med den teknologi som vi har i dag, kan det laves det on-line, og det betyder, at det er muligt at knytte rigtig mange patienter til sådanne patient-netværk,« sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) på et pressemøde torsdag.
Derudover overvejer regeringen, om der skal sørges for, at patienter der er livstruende syge møder færre personener under behandlingsforløbet.
For så vidt angår de ældre vil regeringen lade sig inspirere af de gode erfaringer på
Betty Sørensen Plejehjem i Vejle med tværfaglige samarbejder. Derudover lagde statsministeren op til, at der måske skal skabs mulighed for individuelle tilkøb mod betaling.
Han anerkendte, at det er et dilemma, at den tid plejehjemspersonalet bruger på at skrive ned, hvad det har lavet, går fra tid til omsorg og pleje. Alligevel fastholdt han, at det kan være et gode, fordi det sikrer det faglige niveau.