Regeringen vil indføre stopprøve i 0. klasse i ghettoer

Børn i 0. klasse i udvalgte områder skal bestå en danskprøve for at få lov til at rykke op i 1. klasse.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen præsenterer sit ghettoudspil torsdag.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringen præsenterer sit ghettoudspil torsdag. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Scanpix

Regeringen vil indføre stopprøve i 0. klasse i udvalgte områder, erfarer TV2. Det er en del af regeringens ghettoudspil, som præsenteres torsdag.

Eleverne får flere forsøg til at bestå prøven, men de kan risikere at skulle gå et år om, skriver TV2.

Ifølge TV2's oplysninger omfatter tiltaget skoler, hvor en vis del af eleverne kommer fra socialt belastede boligområder. Det er både folkeskoler samt privat- og friskoler, som er omfattet.

Ghettoudspillet "Ét Danmark uden parallelsamfund - ingen ghettoer i 2030" præsenteres i Mjølnerparken i København.

Hele otte ministre vil være med til at præsentere udspillet. I spidsen står statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Netop Løkke sagde i sin nytårstale, at regeringens mål er at "afvikle ghettoer helt".

Et barn kan maksimalt gå 0. klasse om én gang. Og barnet vil få flere muligheder for at bestå prøven.

Ifølge TV2 vil et barn få tre forsøg i løbet af skoleåret til at bestå prøven. Dumper barnet den første, vil det blive tilbudt sprogundervisning forud for næste prøve.

Dumpes alle tre prøver, vil barnet blive tilbudt et intensivt sprogkursus hen over sommerferien. Efter det kursus vil barnet få endnu en mulighed for at tage sprogprøven.

Dumper barnet så den prøve, skal 0. klasse tages om, hvis det står til regeringen.

Hvis forældre til barnet takker nej til det intensive sprogkursus, skal 0. klasse også tages om, skriver TV2.

Ghettoudspillet bliver den sjette af sin slags siden 1994. Flere elementer fra udspillet er sluppet ud de seneste dage.

Regeringen vil eksempelvis give politiet mulighed for at oprette strafzoner, hvor straffen for kriminalitet fordobles.

Og boligselskaber skal have mulighed for at sige nej til at udleje en bolig, hvis en lejer har begået visse typer af kriminalitet de seneste fem år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.