Tiltroen og begejstringen for det europæiske projekt skal genetableres.
Det mener regeringen, der i efteråret vil samle EU-positive partier, erhvervslivet og interesseorganisationer til en række drøftelser, som skal munde ud i et nyt proeuropæisk projekt.
Det skriver Politiken.
- Vi vil tage initiativ til, at det proeuropæiske Danmark mødes for at lægge en strategi for at gøre fortællingen om EU moderne og relevant for mennesker i det 21. århundrede, siger Venstres medlem af Europaparlamentet, Morten Løkkegaard, til Politiken.
Ifølge Politiken blev rammerne for projektet sat under Venstres sommergruppemøde.
Efter danskerne ved folkeafstemningen 3. december sidste år sagde nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, er danskernes tillid til EU i bund, og det vil man rette op på, fortæller Morten Løkkegaard.
Partiet vil gerne undgå, at Danmark isolerer sig fra resten af kontinentet. Men Morten Løkkegaard erkender, at Venstre og andre EU-positive partier ikke har været gode nok til at tale EU op.
- Man lærte af 3. december, at sådan en afstemning ikke vindes på tre uger,.
- Alle kunne være bedre til det. Der er ikke nogen, der har haft succes med at italesætte det her. Overhovedet. Så det er en kritik, der rammer os alle på ja-siden. Folk lytter faktisk til deres ledere, selv om lederne ofte tror det modsatte, siger han til Politiken.
Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, synes, at idéen sådan set er god nok.
Men han kan ikke se, hvordan det skal kunne få en effekt.
- Jeg køber ikke synspunktet om, at det handler om at snakke EU op eller ned.
- Jeg tror ikke, at den skepsis, som mange også lavtuddannede løber rundt med, forsvinder, hvis vi er nogle kræfter, som slutter ring og snakker pænere om EU. Vi skal hellere fokusere på, hvad der går galt rent politisk, siger han til Politiken.
/ritzau/