Regeringen har haft de store lyttebøffer på.
Skatteminister Thor Möger er efter mange bekymrede stemmer klar til at gå i forhandlinger med de borgerlige partier om den såkaldte pengetanksgrænse i generationsskifteloven.
Det var ellers i Finansloven for 2012 skrevet ind, at den skulle sænkes fra 75 procent til 25 procent.
"Vi har lyttet til de bekymringer, som erhvervslivet har haft, og vi er derfor parate til at justere den aftale, som ligger nu. Derfor vil vi invitere Folketingets partier til drøftelser med henblik på at nå en bred aftale bag lovforslaget," skriver Thor Möger Pedersen i en pressemeddelelse.
Regelen betyder i praksis, at virksomheder, der skal overdrages til næste generation af familiemedlemmer, kan undgå at betale en ret stor sum penge i skat, hvis under 75 procent af deres penge er placeret passivt, eksempelvis i aktier.
Men det ser dog ikke ud til, at grænsen kommer op på 75 procent igen.
"Vi ønsker fortsat at mindske den lukrative skattefordel, som velpolstrede familieejede virksomheder har i dag, men det er ikke ultimativt for os, at grænsen for, hvornår en virksomhed er en pengetank, skal gå ved 25 pct. Vi er optaget af at finde den rette balance mellem rimelighed, så vi ikke begunstiger pengetanke, og gode vilkår for virksomhederne, så vi sikrer danske arbejdspladser," skriver Thor Möger.