Regeringen bakker nu op om USA, der allerede nu vil gå videre end et flyveforbud over Libyen, som dag for dag falder tilbage under Gaddafis kontrol.
"Som sagerne står nu, vil et flyveforbud ikke være nok til at forhindre Gaddafis overgreb på oppositionskræfterne," siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ifølge nyhedsbureauet Ritzau.
Han bliver bakket op af De Konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller.
"Det er for sent kun med et flyveforbud, der skal mere til. Derfor håber jeg, at amerikanerne støttet af danskerne og mange andre gode kræfter får et mere omfattende forbud igennem i dag. Så vi også kan sætte fly ind, der stopper Gaddafis artilleri og kampvogn på jorden," siger han til Newspaq.
Helge Adam forstiller sig bl.a. angreb med missiler, som med moderne teknik kan ramme med ned til 20 centimeters præcision.
Senere i dag mødes FN's Sikkerhedsråd. Her vil det stå klart, om sikkerhedsrådet kan blive enige om at indføre militære sanktioner over for Gaddafi.
Rusland og Kina har hidtil været imod en militæraktion mod Gaddafi.
Danmark har hidtil været i mod at gå i aktion uden FN i ryggen, men udenrigsminister Lene Espersen åbnede i går en dør på klem for, at gå til angreb uden om sikkerhedsrådet.