Artiklen opdateres løbende ...
Regeringen vil afsætte 9,2 milliarder kroner på finansloven for næste år til yderligere økonomiske tiltag på grund af coronakrisen.
Det fremgår af regeringens udspil til finansloven, som Ritzau har set.
Lørdag luftede finansminister Nicolai Wammen (S) tanker om en såkaldt krigskasse, som skal bruges til at løse udfordringerne ved coronakrisen.
- Regeringen har på den baggrund afsat 9,2 milliarder kroner i 2021 til yderligere kommende stimulitiltag og håndtering af udfordringer afledt af covid-19, står der i finanslovsforslaget.
Regeringen budgetterer samtidig med et underskud på 0,5 procent af bnp, bruttonationalproduktet, på de offentlige finanser næste år, fremgår det af det finanslovsforslag, som Ritzau har set.
I henhold til budgetloven er netop 0,5 procent af bnp det maksimalt tilladte underskud, man må have på de offentlige finanser.
I maj i år, da regeringen præsenterede Økonomisk Redegørelse, forventede man et overskud på 0,4 procent af bnp på de offentlige finanser.
På grund af udgifterne til coronakrisen er det tal altså blevet justeret, og det er ikke småpenge, det drejer sig om.
- Det svarer til en lempelse på 0,9 procent af bnp (i forhold til estimatet i maj, red.) eller cirka 21 milliarder kroner i forhold til det tidligere forudsatte, står der i finanslovsforslaget.
Regeringen vil desuden lave en forhandlingsreserve på 1,5 milliarder kroner i finansloven årligt fra 2021-2024.
Finanslovsforslaget bliver mandag præsenteret ved et pressemøde i Finansministeriet.
Her vil den seneste udgave af Økonomisk Redegørelse også blive fremlagt.