70.000 unge står uden job eller uddannelse, og det kalder på handling, mener undervisningsminister Merete Riisager (LA).
En ekspertgruppe kommer i næste uge med anbefalinger til, hvad der kan gøres for at finde bedre veje til en ungdomsuddannelse.
- Der er mange unge menneskers liv på spil. De skal have tidlig hjælp, så de ikke føler, at de støder hovedet mod muren flere gange.
- For mange unge bliver uddannelsesnomader, som kommer forbi tilbud efter tilbud, uden de reelt rykker sig, siger Merete Riisager i en pressemeddelelse.
Gruppen af unge udgør omkring seks procent af de unge i alderen 15-29 år.
Målet med ekspertgruppens arbejde er, at alle unge skal have et tilbud, som hjælper dem videre i uddannelse eller beskæftigelse.
Fællestræk for de unge er, at halvdelen af dem ikke opnåede mindst 02 i dansk og matematik, da de færdiggjorde grundskolen.
Geografisk er de unge ikke lige fordelt i hele landet. Odsherred Kommune har den højeste andel af unge uden hverken uddannelse eller job.
Det koster samfundet mange milliarder kroner årligt, at mange unge helt mister kontakten til arbejdsmarkedet og ikke kommer i gang med en uddannelse.
Det viste en analyse af hver årgang af de dengang 25-29-årige fra Rockwool Fondens Forskningsenhed sidste år.
Det var en del af Venstres regeringsgrundlag i 2015 at få undersøgt området til bunds. Arbejdet blev nedsat af undervisningsministerens forgænger.
/ritzau/