Klokken 18:30 tager regeringen atter imod Dansk Folkeparti til forhandlinger i Finansministeriet. Lige nu sidder topforhandlerne fra V og K og regner lidt på de krav, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl har stillet.
"Nu fortsætter vi så forhandlingerne med Dansk Folkeparti klokken 18.30. De har stillet en lang række krav, og jeg tror, det er jer bekendt, hvilke krav de har stillet, for det har de redegjort for offentligt, og det vil vi nu begive os i kast med," var finansminister Claus Hjort Frederiksens kortfattede kommentar.
Han sagde derefter meget bestemt, at der kun blev forhandlet inden for glasdøren, noget lidt andet end Dansk Folkeparti, der allerede i går luftede partiets krav i offentligheden.
"Det vigtigste er overordnet, at vi har en social balance i det her. Og det er ikke umiddelbart det, regeringen har lagt op til her," var Pia Kjærsgaards kommentar til, hvor de overordnede problemer i forhandlingerne med regeringen er.
Dansk Folkeparti vil have skåret i ulandsbistanden, skåret i børnechecken til familier med mange børn, skåret i erhvervshjælpen og have indført mere brugerbetaling for udlændinge, når de kommer til Danmark.
Til gengæld må pensionisterne ikke blive ramt i sparerunden, og kommunerne skal også fritages for at barbere fire milliarder kroner af budgettet.