Et fald i boligpriserne på fire procent i år og to procent til næste år.
Sådan lyder regeringens forudsigelser, men det er alt for optimistisk, mener flere eksperter.
- Regeringens skøn for husprisudviklingen i 2009 er for optimistisk. Et husprisfald på to procent er i underkanten. Det kan blive meget negativt næste år, siger Morten Skak til Børsen.
Morten Skak er lektor i økonomi ved Syddansk Universitet og projektleder ved Center for Bolig og Velfærd. Han peger på, at udfaldet af skattekommissionens arbejde kan påvirke boligejerne og gør derfor markedet usikkert.
Han bakkes op af Christian Hilligsøe Heinig, der er seniorøkonom i Sydbank.
- Regeringen tegner et noget mere optimistisk billede af prisudviklingen på boligmarkedet, end vi har i vores krystalkugle. Vores hovedscenarium er prisfald på mellem fem og ti procent frem mod slutningen af 2009 i forhold til andet kvartal i år, siger han til Børsen.
Ifølge avisen er antallet af dårlige betalere i RKI for første gang i to år over 200.000.
Samtidig kunne DR Nyheder tirsdag aften fortælle, at der er flere end 100.000 danskere, der er teknisk insolvente. Det betyder, at deres bolig er mindre værd nu, end da de købte den. Dermed ender de med gæld, hvis de tvinges til at sælge på grund af eksempelvis arbejdsløshed, skilsmisse eller sygdom.