Regeringen kan snart blive tvunget til endnu engang at gå på kompromis med den danske model.
Lærerindgrebet kan nemlig blive fulgt op af endnu et indgreb. Denne gang er det striden mellem de praktiserende læger og Danske Regioner, der kan få regeringen til at komme med et lovindgreb.
Lægerne og regionernes overenskomst udløb d. 1. april, og de to parter kan ikke blive enige om fremtidens rammer.
- Hvis der kommer et lovindgreb, der fratager os indflydelse, så vil der komme voldsomme reaktioner, og der vil helt sikkert være læger, der enten lukker deres almene praksisser eller rykker til udlandet. Det kan betyde, at masser af patienter pludselig står uden læge, siger Henrik Dibbern til Dagens.dk.
Det er især de økonomiske rammer, som lægerne og regionerne slås om. Regionerne vil have lægerne til at blive mere effektive indenfor en ramme, hvor der ikke ser ud til at blive tilført flere penge.
- Det kan nok ikke undgås. Men vi må fastholde, at vi ikke kan sige ja til de krav, vi er blevet budt, siger Henrik Dibbern om et muligt lovindgreb.
Ifølge Dagens Medicin vil lovindgrebet i konflikten mellem Danske Regioner og lægerne komme i dagene omkring den 7. maj, skriver Dagens.dk.
Henrik Dibbern forudser, at mange læger vil lukke praksis, hvis regeringen griber ind og giver Danske Regioner frit spil.
- Vi må holde fast i, at vi er selvstændigt erhvervsdrivende som læger, og det her vil have så betydelig indflydelse for os, at vi ikke kan acceptere det. Lægerne vil simpelthen ikke finde sig i det, understreger Henrik Dibbern.
Forhandlingerne brød sammen allerede i november sidste år.
Kilde: Dagens.dk