Regeringen vil justere på fleksbolig-ordningen, som med kommunens tilladelse giver boligejere mulighed for at bruge et helårshus som fritidsbolig, skriver Fyens Stiftstidende.
Ændringen er en del af regeringens kommende vækstplan, som ventes at blive præsenteret inden for kort tid.
Med fleksbolig-ordningen har tilladelsen hidtil fulgt ejeren, og den er derfor bortfaldet, når en fleksbolig er blevet solgt.
Det skal nu ændres, så tilladelsen følger boligen og dermed også gælder efter et salg, fortæller minister for by, bolig og landdistrikter, fynske Carsten Hansen (S).
- Vi har lyttet til ejendomsmæglerne, realkreditten og borgerne, der siger at det er meget lettere at sælge og købe, hvis tilladelsen følger huset og ikke ejeren. Det fjerner en usikkerhed, og man er også fri for at skulle have en ny fleksbolig-tilladelse, når huset skifter ejer, siger ministeren.
Carsten Hansen er tilfreds med efterspørgslen fra boligejere, der har ønsket tilladelse til fleksbolig og forudser, at ændringen vil løfte ordningen yderligere. Og det er et vigtigt skridt på vejen mod at løse landdistrikternes udfordringer.
Jan Mortensen, der er ejendomsmægler hos Estate i Odense og formand for de fynske ejendomsmæglere, hilser den kommende ændring af ordningen velkommen:
- Der er en større kundeskare, når køberen kan vælge, om boligen skal bruges som helårshus eller fritidshus. Ændringen, hvor tilladelsen følger huset, er et skridt i den rigtige retning, fordi det gør det hele mere gennemskueligt og trygt, siger han.