Dansk energiteknologi er en storsællert i udlandet. Eksempelvis steg eksporten af bl.a. vindmøller, mølledele, fjernvarmerør, termostater, rockwool, pumpestationer og rådgivning sidste år med 10,8 pct. til 67,6 mia. kr., hvilket er tæt på at være historisk rekord.
Står det til regeringen, er der dog mange flere milliarder at hente, skriver Jyllands-Posten. Derfor vil man nu ansætte særlige energirådgivere i Tyskland, Storbritannien og Kina.
Både klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) og handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har store forventninger til eksportfremstødet. Årsagen er, at man for første gang får rådgivere, der målrettet skal knytte bånd på myndighedsniveau.
- Det handler ikke om at støtte særlige produkter. I stedet kommer vi til at tale med embedsmænd, der arbejder med at lave energisystemer, siger Rasmus Helveg Petersen til Jyllands-Posten.
Ifølge de to ministre er det geniale ved det nye eksporttiltag, at man med afsæt i Danmarks position som førende på fjernvarmeområdet og arnested for den globale vindmølleindustri hjælper andre lande med grønnere og mere effektive energiløsninger, samtidig med at man forsøger at lempe danske virksomheder ind ad bagdøren.
- Det er en måde at påvirke regeringer, som i sidste ende kan betyde ordrer til danske virksomheder. Målet er at sikre flere danske job, siger Mogens Jensen.
Både i Vindmølleindustrien og i Fjernvarmeindustrien nikkes der til det nye tiltag.
- Det er et godt initiativ, der helt klart vil gøre det nemmere at få hul igennem til myndighederne i de pågældende lande, siger Lars Hummelmose, adm. dir. i Fjernvarmeindustrien til Jyllands-Posten.
Udlandet efterspørger især grønne energiløsninger. Sidste år blev der eksporteret grøn energiteknologi for 38 mia. kr.