Der venter 190 milliarder kroner til den danske statskasse i form af olie og gas i den danske undergrund.
Sådan lyder vurderingen fra brancheforeningen for den danske olieindustri, Olie Gas Danmark.
Den optimistiske vurdering indgår nu i et samarbejde med den nyslåede klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), som står i spidsen for et omfattende strategiarbejde for at få hentet den sidste danske olie og gas op af Nordsøen. Det skriver Børsen.
Ministeren fører an i arbejdet, der skal føre til nye rammevilkår, som industrien kan læne sig op ad.
- Der er mange arbejdspladser i olie- og gassektoren, og den har stor værdi for den danske stat, siger ministeren til Børsen.
Men den danske olieindustri skal ikke regne med, at den danske stat selv skyder penge i øget olieproduktion, lyder det fra ministeren.
- En investering er, at regeringen skal have penge op af lommen, og det er vi ikke parate til. Men hvis det drejer sig om at indrette skatteregimet, så vi får mere olie op, så er det noget, vi må snakke om, siger Rasmus Helveg Petersen til Børsen.
I industrien er man parat til samarbejdet med regeringen og den nye minister.
- Der er stadig betragtelige ressourcer i den danske undergrund. Vi bakker fuldt op om, at der nu startes en strategiproces for området, siger Maersk Oils landechef for Danmark, Mark Wallace, til Børsen.
Ifølge Olie Gas Danmark skal der sættes gang i nye oliefelter og indvindningsgraden skal hæves, ligeså vel som olieselskaberne skal blive bedre til at samarbejde på tværs.
Newspaq