Regeringen har indgået en ny aftale om planloven, som skal sikre nye muligheder for vækst og udvikling i landdistrikterne og beskytte landskaber og kyster mod tilfældigt byggeri.
Aftalen er indgået mellem regeringen, Enhedslisten og De Konservative, og miljøminister Ida Auken (SF) glæder sig over den brede aftale.
- I de senere år har vi desværre set eksempler på, at ændringer i planloven er blevet vedtaget med det smallest mulige flertal, siger Ida Auken i en pressemeddelelse.
- En aftale hen over midten giver mest muligt ro om reglerne, så borgere, virksomheder og kommuner ved, hvad de kan planlægge efter.
Med aftalen får alle kommuner nu mulighed for at give tilladelse til mere erhverv og bebyggelse på en række områder.
Samtidig ophæver planlovsændringen en række særregler for 29 kommuner, som hidtil har haft ekstra mulighed for eksempelvis at give tilladelse til byggeri inden for kystnære områder med miljøministerens tilladelse.
- Kystnærhedszonen bliver ikke en forbudszone, men kommunerne kan igen kun planlægge der, hvis der er en særlig god grund til det, siger Ida Auken.
De Konservatives miljøordfører, Benedikte Kiær, fastslår, at kommunerne skal have mulighed for at udvikle sig, men at der skal tages hensyn til naturen.
- Det er fornuftigt at ændre reglerne, så der ikke gælder særlige regler for 29 kommuner, men alle kommuner i stedet får lige muligheder for at skabe vækst og beskæftigelse i de vanskeligt stillede landdistrikter, siger hun.
Der bliver ligeledes bedre muligheder for mobildækning i landdistrikterne, fordi det bliver enklere at sætte mobilantenner op. Det vil forbedre mulighederne for vækst og udvikling i landdistrikterne, lyder det.
- Samtidig har vi sat et arbejde i gang for at lave en såkaldt solnedgangsklausul, der sikrer en fastsat levetid på ekspropriationer i henhold til planloven, siger Benedikte Kiær.
- Det sker for at styrke borgernes retssikkerhed, så de ikke stavnsbindes til deres ejendom i årevis, fordi kommunens planlægning trækker ud, siger Benedikte Kiær.
For at sikre handelslivet i mindre byer ændres planloven, så kommuner med mellemstore byer ikke længere må opføre butikker på over 2000 kvadratmeter som for eksempel byggemarkeder eller møbelbutikker.
/ritzau/