Efter en række omtalte milliondonationer til danske moskéer fra udlandet de senere år, er regeringen klar med et kontant indgreb.
Det skriver Berlingske lørdag.
Regeringen og de borgerlige partier har indgået en internationalt usædvanlig aftale om en særlig forbudsliste, der skal tælle enkeltpersoner, foreninger og myndigheder, som vil donere penge til blandt andet danske moskéer.
- Vi er villige til at sætte både enkeltpersoner og myndigheder på sådan en liste, men vi vil også lytte til udenrigspolitiske hensyn. Men hele formålet er at undgå, at kræfter, der vil undergrave demokratiet, kan finansiere aktiviteter i Danmark, siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til avisen.
Det er de seneste uger i Berlingske kommet frem, at Saudi-Arabien har finansieret to moskéer i København. Tidligere har regimerne i Qatar og Iran også bekostet moskéer i Danmark.
Men den slags donationer vil regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance sætte en stopper for.
- Vi burde nok have lavet listen for flere år siden, men bedre sent end aldrig, siger Mattias Tesfaye om forslaget, som der altså allerede er indgået en aftale om.
Professor og moskéforsker Lene Kühle fra Aarhus Universitet betegner regeringens indgreb som "drastisk", da Østrig ifølge hende er det eneste andet europæiske land, der har et lignende forbud.
- Der er ikke meget for moskéerne at komme efter, for i modsætning til den østrigske model er der ingen modydelse. Opmærksomheden fra politikernes side har primært været negativ, når det kommer til moskéerne, og med det her indgreb og tidligere eksempler bliver det ikke mere simpelt at være moské i Danmark, siger Lene Kühle.
Den tidligere, borgerlige regering havde et lignende indgreb på vej, men på grund af valget blev det ikke til noget.
/ritzau/