Regeringen stiller krav til skoler, socialforvaltninger og plejesektor om at de skal kontrollere, registrere, dokumentere samt evaluere deres arbejdsplads og deres medarbejdere.
Dén arbejdsbyrde går ifølge 84 procent af de offentlige ledere udover landets borgere. Ifølge en undersøgelse fra hovedorganisationen Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF, har offentligt ansatte de seneste to år haft mindre tid til skoleeleven, den arbejdsløse og den ældrer borger, skriver jp.dk.
- I dag er bureaukratiet i Danmarks offentlige sektor så massivt, at det tidligere i Danmarks-historien aldrig har været større, siger Poul Erik Mouritzen, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.
- Regeringen har givet bureaukratiet fulstændig friløb, og det har nu taget overhånd i en grad, så det bør stoppes. Det medfører et kolossalt samfundsmæssigt spild, og bureaukratiet indeholder et enormt paradoks: Hovedfilosofien er, at den offentligt ansatte - helt ned til manden på gulvet - skal dokumentere en effekt af sit arbejde. Det eneste sted, hvor den filosofi og det krav ikke gælder, er hos dem, der sætter alt dette i gang. De kan ikke dokumentere, at det har en positiv effekt, siger Poul Erik Mouritzen, der har fulgt udviklingen i kommunerne i flere årtier, til jp.dk.
Kritikken gør indtryk længere oppe i systemet. Både beskæftigelseminister Claus Hjort Frederiksen (V) og Socialminister Eva Kjer Hansen (V) siger, at de er parate til at se bureaukratiet efter i sømmene.
- Muligvis er vi gået for langt, når det eksempevis gælder kravene til kontrol og indberetning vedrørende ledige og kontanthjælpsmodtagere. Men vi måtte sikre, at der var styr på tingene, inden vi slog Arbejdsformidlingen og de kommunale jobcentre sammen. Vi er parate til at gennemgå reglerne for at se, om nogle af dem har ført til unødig administrativt arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.