Væksten i antallet af ledige skal holdes i ave, men vi skal samtidig gøre Danmark klar til, at de økonomiske konjunkturer vender.
Det var essensen af det, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde om økonomi og arbejdsløshed på sit sidste pressemøde inden sommerpausen.
"Efter en periode, hvor ledighed blev lavere og lavere helt ned til et historisk lavt niveau, så oplever vi nu, at ledighedstallene stiger. Det har vi hele tiden haft fokus på, og det vil vi have fokus på fremadrettet," sagde statsministeren.
Han tilføjede, at han hellere ville regne med mennesker end med tal.
"Derfor er det, vi siger, at én arbejdsløs er én arbejdsløs for meget," sagde Lars Løkke Rasmussen.
Men den økonomiske oversigt, som regeringen offentliggør i dag viser, at de offentlige budgetter går fra overskud til underskud.
"Initiativer skal gennemføres for lånte penge. Det understreger, at vi skal have en tænksom indgang til udgifterne og dosere initiativerne med fokus på den lange bane," sagde statsministeren.
Det kan afgøre, hvor store ledighedstal, vi vil opleve de kommende år, betonede Lars Løkke Rasmussen.
"Vi får en negativ vækst de kommende år. Men vi har sikret, at arbejdsløsheden ikke vil stige så meget, som den ellers vil stige. Men alt er præget af stor usikkerhed. Det kloge er at følge udviklingen fra dag til dag og dosere indgrebene med sigte på at reducere de menneskelige omkostninger nu og her og samtidig tage højde for udviklingen om et, to eller tre år," sagde Lars Løkke Rasmussen.