Regeringen vil spytte flere penge i privatskolernes pengekasser - i takt med at der investeres flere penge i folkeskolen. Det sker til trods for, at privatskolerne klarer sig bedst.
I regeringens udspil til en reform af folkeskolen står der, at tilskuddene skal "tilpasses, så skolerne får tilsvarende muligheder for at øge kvaliteten i undervisningen som folkeskolen", skriver Jyllands-Posten.
- Hvis vi gennemfører en reform af folkeskolen, vil der bliver tilført flere penge, siger undervisningsminister Christine Antorini (S) til avisen.
- Det betyder, at de frie skoler også får flere penge, fordi de to ting hænger sammen. Men vi kan ikke detailregulere friskolerne, tilføjer hun.
Ministeren har ellers tidligere argumenteret for, at man skulle sænke tilskuddet til privatskolerne. Senest i maj, hvor hun talte for at skære ned på støttekronerne.
Også i den københavnske borgerrepræsentation har et rødt flertal for nylig været tilhængere af lavere satser til privatskolerne. Hvis tilskudsordningen blev mere differentieret, kunne udsatte skoler få ekstra penge i kassen, lød det.
Niels Egelund, leder af Center for Strategisk Uddannelsesforskning, forklarer, at man kan ændre tilskuddet i den nuværende model.
- De frie skoler får tilskud efter en procentsats af, hvad folkeskolen koster. Så hvis ikke man vil friskolerne det godt, kunne man for eksempel sætte den procentsats ned, siger han til Jyllands-Posten.
Men regeringen har ingen planer om at ændre på tilskudsordningen. Venstre er glade for, at uddannelsesministeren ikke snupper penge fra privatskolerne, skriver Jyllands-Posten.
/ritzau/