Regeringen havde allerede på forhånd frikendt sig selv, da den sidste år lovede Folketinget en redegørelse om de danske soldaters indsats i Afghanistan.
Det skriver Information, som har gennemgået en række dokumenter fra forarbejdet til den redegørelse, regeringen lavede i kølvandet på beskyldninger om, at danske soldtater havde udleveret afghanere til tortur hos amerikanske styrker.
Ifølge avisen frikendes regeringen allerede i forarbejdet på alle punkter. Derfor mener professor i statskundskab ved Københavns Universitet Tim Knudsen, at den senere redegørelse mere har karakter af et partsindlæg end rå fakta:
- Embedsmændene kan selvfølgelig ikke skrive det rene digt. Man må ikke skrive usandheder. Men man kan være økonomisk med sandheden og veje de enkelte formuleringer nøje, så teksten får ministrene og regeringen til at fremstå i bedst muligt lys, siger Tim Knudsen til Information.