Regeringspartiet Venstre siger ja til at udskyde sommerferien med en eller to uger.
Det sker selvom Folketingets partier allerede har givet deres mening til kende om genopretningspakken, der er til førstebehandling i Folketinget i dag.
"Vi skal tage dén tid, der skal til, indtil Folketingets medlemmer er sikre på, at loven er fuldt belyst. Jeg kan godt gætte, hvordan partierne slutter med at afgive deres stemme, men vi skal have belyst, om hjørner af lovforslagene skal afklares yderligere," siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, til Ritzau.
Lovforslagene skal vedtages inden sommerferien, så skattelovgivningen kan ændres med fastfrysning af fradragsgrænser fra 2011, før forskudsopgørelserne skal ud, forklarer den tidligere skatteminister.
"Om Folketingets sommerferie skal skubbes en uge eller 14 dage, er jeg helt åben overfor," siger Kristian Jensen.
Folketinget åbner efter sommerferien den 1. oktober.