Der kommer ikke nye frikommuneforsøg for perioden 2019 til 2023, selv om det ellers var planen.
Det oplyser Social- og Indenrigsministeriet, skriver kommunen.dk.
Frikommuneordningen, hvor kommuner fritages for love og regler for at afprøve nye løsninger, skal nemlig gentænkes.
Det vil regeringen gøre i forbindelse med en bebudet nærhedsreform. Det er dog uvist, hvornår regeringen vil præsentere et bud på en reform.
Frikommuneforsøgene har da heller ikke været en udtalt succes. De første frikommuneforsøg har været så bøvlede, at KL allerede sidste år anbefalede kommunerne ikke at søge om at blive frikommune.
Erfaringen fra mange kommuner var, at der er alt for meget arbejde i at få projekterne op at køre i forhold til de resultater, som kommunerne ender med at få ud af dem, lød det fra formand for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard (S).
Som frikommune har man måttet omgå regler og gøre tingene på en anden måde i et forsøg på at finde mere effektive løsninger, der kan sikre mere kvalitet og bedre velfærd.
Det har eksempelvis været inden for områder som beskæftigelse, integration, boligløsninger og frivillighed.
Sophie Løhde, som er politisk ordfører i Venstre og forhenværende innovationsminister, er skuffet over, at regeringen har lagt frikommuneforsøget i graven.
- Jeg er med på, at nogle kommuner synes, at det har været bøvlet. Men så burde man jo bruge sit krudt på at fjerne det bøvl i stedet for at fjerne frikommuneordningen, som har bidraget til mange gode ting, siger hun.
- Foreløbig må man sige, at nærhedsreformen mest er varm luft. Der er jo intet konkret, mener Sophie Løhde.
De droppede frikommuneforsøg efterlader 13 kommuner, som sidste år brugte tid og ressourcer på at søge om at lave frikommuneforsøg.
Indsatsen er dog ikke spildt, for der er stadig mulighed for, at kommunerne må lave forsøg – dog uden at kalde det frikommuneforsøg.
Det sker under ordningen udvidet udfordringsret, hvor en række ministerier i øjeblikket vurderer kommunernes ansøgninger.
Det vides ikke, hvornår kommunerne kan forvente svar, men Indenrigsministeriet forklarer, at det vil ske hurtigst muligt.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.