Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliances ankomst til regeringskontorerne betyder, at der er åbnet op for et større udsalg af statsejede selskaber.
Det skriver både Jyllands-Posten og Politiken.
Ifølge begge aviser er regeringen klar til at sælge ud af sit ejerskab i selskaber som Danske Spil, TV 2, DSB, Københavns Lufthavne, Post Nord, SAS og Dong.
- Staten skal ikke eje selskaber, som er i direkte konkurrence med privatejede virksomheder. Derfor er det regeringens mål, at staten som udgangspunkt skal afhænde sådanne selskaber, står der i regeringsgrundlaget.
Salgstankerne møder dog langt fra støtte fra alle fronter. René Christensen, finansordfører for støttepartiet Dansk Folkeparti, siger til Jyllands-Posten, at "der er områder, hvor det er nødvendigt, at der er en statslig indflydelse".
Selv ikke i regeringspartiet Venstre er der udelt glæde over passussen i regeringsgrundlaget.
- Jeg har viden om det, men jeg har ikke viljen. Jeg har ikke viljen, siger afgående transportminister Hans Christian Schmidt til Politiken.
Hos SF er man helt imod planerne.
- Vi forstår ikke, hvorfor der pludselig skal være brandudsalg af fællesskabets værdier, siger Lisbeth Bech Poulsen, finansordfører hos SF.
- For at sikre sammenhængskraft i landet, for at sikre transport og forsyning til alle, så kræver det, at vi i fællesskab sikrer, at der er selskaber til det, lyder det.
Hun ser det som et udtryk for politisk ekstremisme at insistere på at sælge statens andele i selskaber.
- Vi synes, det er et udtryk for markedsfanatisme og et udtryk for, at Liberal Alliances ideologiske korstog går forud for danskernes mulighed for at have offentlig transport selv der, hvor det ikke kan betale sig, og at der skal være forsyning også til dem, hvor der ikke er en god business-case i det, siger ordføreren.
/ritzau/