Det handler om at forebygge diskrimination og fremme lige muligheder, tryghed og trivsel for homoseksuelle og transpersoner, når regeringen onsdag lancerer en handlingsplan på LGBTI-området.
Forkortelsen LGBTI dækker over homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og interkønnede.
Blandt andet vil regeringen undersøge, om der bør åbnes for juridisk kønsskifte for transkønnede børn og unge under 18 år.
Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) udnævnes som koordinerende minister for LGBTI-området i perioden 2018-2021.
- Det er et meget stærkt ønske fra foreningerne på området, at vi åbner for det. For nogle år siden gennemførte vi det for personer over 18 år, og det har vist sig at være ret ukompliceret.
- Det fungerer efter hensigten. Derfor mener vi, at tiden er kommet til at overveje, om muligheden også skal være der for de under 18-årige, siger Eva Kjer Hansen.
Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB) arbejder for at give transkønnede børn og unge mulighed for juridisk kønsskifte.
Blandt andet ønsker foreningen, at transkønnede børn og unge får mulighed for at få ændret de sidste fire cifre i cpr-nummeret.
Ifølge FSTB oplever transkønnede børn og unge ofte akavede - og måske endda ydmygende situationer - fordi cpr-nummeret ikke svarer til deres udseende.
- Vi bruger vores cpr-nummer rigtig meget hos lægen, hos tandlægen, på biblioteket og i andre sammenhænge, siger Eva Kjer Hansen.
- Måske kan vi her - ved at være mere fleksible - bidrage til, at man undgår de akavede situationer. Og vi kan måske bidrage til noget afklaring hos den unge, siger ministeren.
Hun medgiver, at regeringen fortsat mangler at kigge nærmere på detaljerne. For at være under 18 år kan betyde mange ting. En 10-årig er ikke det samme sted i livet som en 16-årig eksempelvis.
- Det skal selvfølgelig være med forældrenes samtykke. Hvorvidt der skal opfyldes andre betingelser, kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Det skal der kigges nærmere på, siger Eva Kjer Hansen.
I alt 13 ministre er involveret i handlingsplanen med 42 initiativer. Det er første gang nogensinde, at en dansk regering lancerer en handlingsplan på området.
Der er afsat 25 millioner kroner til at finansiere 15 af initiativerne i planen. Pengene kommer fra satspuljen 2018. De øvrige initiativer finansieres inden for ministeriernes rammer.
Sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer Eva Kjer Hansen planen onsdag klokken 11 på Regnbuepladsen i København.
/ritzau/