Med regeringens forslag til en kommende finanslov kan en række områder inden for kulturen se frem til at slippe det udskældte sparekrav - omprioriteringsbidraget.
Dog slipper hele kulturområdet ikke for sparekravet i 2020.
Blandt andet vil regeringen lade de kunstneriske uddannelser og folkehøjskolerne slippe for sparekravet, mens blandt andet museer bibeholder det.
Det fortæller kulturminister Joy Mogensen (S).
- Jeg har hele tiden sagt, at det kan godt være, at vi ikke lige kan knipse med fingrene og gøre det hele fra dag et. Men jeg synes, at det at få omprioriteringsbidraget ned på 0,6 procent er en rigtig, rigtig god begyndelse, siger hun.
Der vil fortsat skulle spares 50 millioner kroner på kulturområdet i 2020, hvis regeringens forslag går igennem. Beløbet udgør 0,6 procent af Kulturministeriets samlede bevillinger.
Til sammenligning udgør omprioriteringsbidraget i kulturen 78 millioner kroner i 2019.
Blandt dem, der står til at slippe for omprioriteringsbidraget, er også idrætten, det frie foreningsliv, midler til egnsteatre og rytmiske spillesteder, kunststøtten fra Statens Kunstfond, støtte til medier og film samt forskellige projekttilskud til museer, folkeoplysning og biblioteker.
Joy Mogensen fortæller, at det har været en prioritet for regeringen at fjerne sparekravet på uddannelserne.
- Med den finanslov, der kommer, vil uddannelse stå helt centralt for Socialdemokraterne, fordi det er en væsentlig måde at løfte mennesker og samfundet, siger ministeren.
Derimod vil museer, orkestre og administrationen på Det Danske Filminstitut, Sprognævnet, departement og styrelse bibeholde det, hvis forslaget gennemføres.
- I forhold til museerne har vi en rigtig stor diskussion til gode omkring, hvordan vi egentlig vil give statsligt tilskud til museerne.
- En række af mine forgængere har prøvet at skabe en mere gennemsigtig ordning for statstilskuddet til museerne. Den ligger og venter på ordførerne og mig til næste år, siger Joy Mogensen.
Kulturministeren understreger, at det stadig er regeringens ambition helt at fjerne omprioriteringsbidraget på kulturen.
Allerede tidligere på ugen kom det frem, at regeringen ville droppe omprioriteringsbidraget på videregående uddannelser. Nu står det klart, at det altså også dækker de kunstneriske uddannelser.
/ritzau/