To gange om året kommer dronning Margrethe og prins Henrik i det gavmilde hjørne, når regentparret skal uddele penge fra deres fond, som meget passende har fået navnet "Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.
I denne omgang er i alt 2.238.000 kroner blevet bevilget til forskellige kulturelle og sociale formål, og blandt modtagerne denne gang er Børnecancerfonden og Børns Vilkår.
Børnecancerfonden har fået 40.000 kroner, som er afsat til afholdelsen af to familiedage. Derudover har Børns Vilkår modtaget 50.000 kroner fra fondens pulje, som skal bruges til uddannelse og opkvalificering af frivillige børnerådgivere.
Ud over den hjælpende hånd til udsatte børn støtter regentparrets fond også bredt indenfor kulturelle, videnskabelige og sociale formål.
Det betyder, at blandt andet Glashistorisk Selskab i Aalborg, Dansk Handicap Idræts-Forbund og Sankt Annæ Symfoniorkester er blandt modtagerne i denne omgang.
I sidste uge kom det frem, at Kongehuset også har valgt at donere 200.000 kroner til Unicefs arbejde for at hjælpe udsatte børn i Nepal, efter at landet for kort tid siden var udsat for to voldsomme jordskælv. Disse penge kommer også fra fondens pulje.
Næste gang, at regentparret uddeler penge fra deres fond, er til december i år, hvor ansøgningsfristen allerede er 15. august 2015.
/ritzau/FOKUS