JEG VAR EN AF DEM, der forudsagde, at kontanthjælpsloftet ville føre til, at flere mennesker endte på gaden. Jeg tog fejl, og det er jeg selvfølgelig meget taknemmelig for. At ryge på gaden som enlig eller hel familie er en ultimativ social nedtur, som aldrig bør være mulig i et velfærdssamfund.
Men det er klart, at når det er lykkedes de reformramte familier at blive hængende i deres bolig med neglespidserne, så er det fordi, de har skåret ned på andre fornødenheder – nogle af dem livsvigtige – eller de har fundet midler fra venner eller netværk.
Carsten Larsen fra Næstehjælperne har lavet en uformel undersøgelse på facebook og spurgt de reformramte familier, hvordan de har klaret at skaffe penge til huslejen efter at være blevet skåret drastisk i deres kontanthjælp gennem kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen.
Der er kommet hundreder af svar ind på hans facebook-væg, og de giver et rigtigt godt indtryk af den kamp de reformramte kontanthjælpsmodtagere kæmper for at holde sammen på deres liv og deres familie.
DEN GENNEMGÅENDE POINTE ER, at folk prioriterer tag over hovedet over mange andre nødvendigheder. Hyppigst nævnes fravalg af medicin og tandlæge og almindelige ting i hverdagen som tøj, transport, mad og madpakker, aktiviteter for børn og voksne, fødselsdage og gaver, ligesom nogle undlader at afbetale stiftet gæld.
Børnenes behov sikres først, mens forældrene må nøjes med f.eks. for lidt mad. Det nævnes, at mange skralder sig til mad og tøj eller låner penge og tøj af familie og venner. Folk fravælger også sikkerhedsnet i form af forsikringer og pensioner. Andre sælger, hvad sælges kan.
En anden årsag, der nævnes, er, at boligforeninger og kommuner har leveret målrettede indsatser, der indtil nu har forhindret fogedsager og udsættelser. Ydermere nævnes, at diverse hjælpegrupper (som f.eks. Næstehjælperne) har overtaget velfærdsstatens opgaver, og bidrager med hjælp til at tilgodese basale behov. Der nævnes ligeledes flere gange, at vi først får konsekvenserne at se senere, når de ramte har opbrugt den hjælp, de lige nu modtager fra deres netværk.
Nogle har valgt at fraflytte deres bolig frivilligt til fordel for noget mindre og billigere eller at bosætte sig hos familie og venner. Andre lejer børneværelset ud. Der er ligeledes eksempler på, at nogle er flyttet i campingvogn.
ALT DETTE VISER, HVORDAN DE REFORMRAMTE danskere udviser en fantastisk overlevelsesevne og ansvarlighed i forhold til at sikre tag over hovedet for dem selv og deres børn. Men det viser også, at de må påføre sig nogle ofre, der fratager dem og deres børn så meget trivsel og livskvalitet, at de efterlades helt nede på bunden af samfundet uden håb.
Derfor er det meget utidigt af regeringen og beskæftigelsesministeren at fejre dette som en sejr for kontanthjælpsloftet. Det kan aldrig være en sejr i sig selv, at voksne og børn ikke skal sove på gader og stræder. Det bør være en selvfølge i et velfærdssamfund.
Derfor vil jeg også sende en bøn til de danskere, som har støttet den regering, der sidder nu om at stemme for en regering, der vil lave dette her om, næste gang man skal i boksen.
UANSET, HVILKET POLITISK STANDPUNKT man ellers har, så er vi nødt til at slå et sving omkring et flertal, der vil genskabe værdige liv for de fattige og udsatte i vores samfund. Det er ikke længere et spørgsmål om politik. Det er et spørgsmål om værdighed.
Reformer som kontanthjælpsloft og førtidspensions- og fleksjobreform har skabt nogle livsvilkår, som vi ikke kan tjene vores udsatte og fattige med. Det har vi muligheden for at rette op nu. Vi har høj beskæftigelse og god økonomi og derfor også en kærkommen chance til at sikre alle et værdigt liv.
Hvis vi derimod bruger opgangstiderne til at sende de fattige og udsatte i et frit fald mod et uværdigt liv på bunden af samfundet, så er vi på vej til at ændre ideen om vores velfærdssamfund.
SÅ FÅR VI ET SAMFUND med en meget stor ulighed, hvor vi ikke længere rækker en ekstra hånd til dem, der ikke havde de samme forudsætninger og muligheder som os selv. Dem, der må leve med følgerne af en forfærdelig barndom. Dem, der er blevet skadet på arbejdsmarkedet. Dem, der er født med handicaps. Dem, der er ramt af ulykke, sygdom og sorg.
Er det det, vi vil? Nej vel. Men den neoliberale udvikling, hvor ubetinget vækst og jagt på ubeskrivelig rigdom sker ved at man skærer i de fattigstes støtte og muligheder, kræver at vi bekender kulør. At vi tilvælger velfærden aktivt. At vi forstår, at den er under pres. At mange vil noget andet end velfærd for alle.
Det er nu, vi skal vise hvilket stof, vi er gjort af. At vi hæver velfærden over politiske drillerier, intriger og spin. Det handler nemlig om værdighed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.