En voldsom storm fik ved midnatstid natten til lørdag en indonesisk færge til at synke ud for kysten ved Java. Ifølge nyhedsbureauet AFP savnes over 500 passagerer, og det hårde vejr har gjort, at de indonesiske myndigheder har måttet indstille en redningsaktion.
Kun et par dusin passagerer er blevet reddet, mens der var omkring 545 mennesker om bord på færgen, da den sank.
Ifølge de lokale myndigheder burde færgen slet ikke have haft lov til at sejle i det hårde vejr.
»I øjeblikket er der over fire meter høje bølger, og vejret er uforudsigeligt. Når vejret er umuligt, må man ikke lade færgerne sejle. Redningsarbejdet er blevet forhindret af det hårde vejr,« siger transportminister Hatta Radjasa til AFP.
Flere redningsbåde blev sendt ud til færgen, men måtte vende om på grund af stormen.
Det er anden gang inden for få dage, at en færge forulykker på grund af uvejr i Indonesien. I torsdags kæntrede en færge med 58 mennesker om bord. To af dem er fundet døde, mens 23 stadig savnes.