Queens Park Rangers-manager Harry Redknapp vil på spillerindkøb, efter at hans mandskab lørdag eftermiddag stod for en gevaldig negativ overraskelse med et hjemmenederlag på 2-4 til MK Dons i FA Cuppen.
Den erfarne boss havde valgt at lufte en række af de sædvanlige reserver mod League One-holdet, og de bekræftede ham i, at de ikke er gode nok til at spille i klubben, mener Redknapp.
- Jeg brugte de spillere, der ikke har spillet så meget på det seneste. Kampen i dag besvarede mange spørgsmål, siger Harry Redknapp til klubbens hjemmeside.
- Jeg kendte godt svarene på de spørgsmål, og de blev bekræftet. Mange af dem har banket på min dør for at fortælle mig, at de skal være på holdet. Jeg gav dem chancen, og det er problemet. Vi er ikke stærke nok, konstaterer Harry Redknapp.
Den 65-årige manager, der har en fortid i blandt andet West Ham, Portsmouth og Tottenham har ry for at være glad for at købe spillere, og det er også den løsning, han har fundet på problemerne i Queens Park Rangers.
- Det er derfor, jeg i de sidste to uger har været rundt i hele Europa for at finde spillere, der kan forstærke truppen, forklarer Harry Redknapp, der tidligere på måneden købte den franske angriber Loic Remy, der ikke var med mod MK Dons.
I Premier League ligger Queens Park Rangers på sidstepladsen med fem point op til nedrykningsstregen.
/ritzau/