Danske rederier går nu nye veje i kampen for at gøre det mere sikkert for skibe at sejle forbi Somalia ved Afrikas Horn.
Danmarks Rederiforening har besluttet at donere mellem en og to millioner kroner til udviklingsprojekter i det uroplagede land, skriver Politiken.
Pengene går til Red Barnets uddannelses- og erhvervsprojekt for unge i det nordlige Somalia, hvor piraterne hovedsagligt opererer fra.
Rederiforeningen har valgt Red Barnets projekt, fordi det tilbyder erhvervsmuligheder til unge somaliere, der er i fare for at blive lokket til pirateri, siger vicedirektør, Jan Fritz Hansen
"Vi vil gerne støtte nogle, som laver et godt og bæredygtigt udviklingsprojekt, som kan tilbyde folk en økonomi og nogle gode beskæftigelsesmuligheder," siger han.
Jan Fritz Hansen forventer dog ikke, at det kommer til at stoppe pirateriet lige med det samme. Det skal mere ses som et signal til omverdenen om, at der skal gøres noget.
"Vi skal hjælpe dette her land med at bygges op økonomisk, så der bliver en anden fremtid for somalierne, end den vi ser i dag," siger han til Newspaq.
Det er ikke blot Danmarks Rederiforening , der donerer penge til Somalia men også A.P. Møller-Mærsk, J. Lauritzen, Torm, Clipper og Norden.
Det nordlige Somalia, Somaliland, er en relativ velfungerende provins set i forhold til resten af det krigshærgede Somalia.
Provinsen betragter sig selv som et selvstændigt land, men selvstændigheden er aldrig blevet anerkendt officielt af det internationale samfund.