Klokken er stadigvæk nat. Færgen er i havn. Du ligger og sover sødt, men nu er det tid til en brat opvågning. For bilen skal køres fra borde.
Det scenarie er nu fortid på Bornholm. Her vil Bornholmstrafikken i fremtiden tilbyde at køre din bil fra borde, så du kan sove lidt længere og slippe for at køre ned ad rampen med søvn i øjnene. Det skriver DR Bornholm.
"Hvis man kommer med færgen og er faldet i søvn, er det rart, at man kan blive liggende og sove videre i stedet for, at man skal ned til sin bil midt om natten og ud på et mørklagt Bornholm," siger formand for Bornholms Passagerforening.
Bornholmstrafikken vil ikke kræve en krone for den nye bil-fra-borde-service, bekræfter salgschef i rederiet, Lindy Kjøller, i en mail til Bornholms Passagerforening.