Et af Danmarks største rederier, Clipper Gruppen med 250 kemikalieskibe, er anklaget for olieforurening i USA.
En 45-årig filippinsk maskinmester er fængslet i sagen, efter at han i juni blev idømt fem måneders fængsel for at have forsøgt at dække over forureningen ved at fremlægge falske logbøger til de amerikanske myndigheder.
Han indrømmede, at han kendte til den ulovlige forurening, hvor store mængder olieaffald sidste sommer var hældt over bord fra det Bahamasregistrerede skib Clipper Trojan.
»Vi kommer for retten inden et halvt år for medansvar. Og vi nægter os skyldige,« siger direktør Bjarne Tvilde fra Clipper Wonsild Tankers, der er et af tre tiltalte rederier i Clipper Gruppen.
Anklageren i New Jersey kræver, at alle tre rederier bliver idømt en bøde på 500.000 dollars eller i alt otte millioner kroner for at have forsøgt at skjule skibsforureningen.
Jagter miljøsyndere
Dermed har de overtrådt de internationale søfartsregler, Marpol, mener anklageren.Anklageskriftet på 11 punkter beskylder desuden de danske rederier for at fremstille og bruge falske papirer, forhindre efterforskningen og forsøge at skjule beviser.
»Sagen er ret alvorlig. Derfor vil vi nu instruere vores medarbejdere bedre,« siger Bjarne Tvilde.
Forureningen fra skibe er globalt på 13 milliarder tons om året, viser forskning fra Dr. James J. Corbert fra Delaware University. Det bekymrer Peter Blanner fra Verdensnaturfonden WWF.
»Den ulovlige forurening er et enormt problem, og har fået myndigheder til at jage miljøsyndere blandt rederier. I Danmark bakker søværnet op, og det har fået antallet af udledninger til at falde kraftigt i alle andre farvande end Kattegat,« siger han.