Palmeblade var med til at redde livet på tre lokale mænd, som ufrivilligt havde tilbragt en uge på en lille øde ø midt i Stillehavet.
Mændene brugte palmebladene til at forme ordene "HELP" på den hvide sandstrand, og det endte med at blive deres redning. Det skriver CNN.
De strandede havde været ude at fiske i området, da deres båd blev fanget af dønninger som endte med at ødelægge bådens påhængsmotor.
Mændene reddede sig i land på den lille og helt øde ø Pikelot Atoll, men med en radio, der var løbet tør for strøm, kunne de ikke tilkalde hjælp.
De var sejlet ud den 31. marts, men blev først meldt savnet, da deres familier slog alarm den 6. april og kontaktede den amerikanske kystvagt, som sendte hjælp fra militærbasen i Guam.
I mellemtiden havde de overlevet ved hjælp af kokosnødder, som de fandt på øen og vand fra en lille brønd, som fiskere af og til bruger på øen.
Kystvagten gik i gang med at lede efter de savnede med et fly, som til alt held spottede mændenes nødråb på en af de 600 øer, som udgør Mikronesien. Mikronesien spreder sig over et enormt område på hele 2,5 millioner kvadratkilometer i Stillehavet imellem Fillipinerne og Hawaii.
Allerede på andendagen fik redningsholdet øje på ordene i sandet, og kunne derfor smide en nødhjælpspakke ned på øen og give besked til kystvagten om, hvor de befandt sig.
Få dage senere ankom en båd fra den amerikanske kystvagt og reddede de tre mænd.
Det er ikke første gang, at skibsbrudne ender på den lille ubeboede ø. Så sent som i 2020 blev tre mænd reddet på øen. De var drevet i land efter at være kommet ud af kurs og løbet tør for benzin.